Miljøstyrelsen: Oversvømmede minkgrave giver ikke akut bekymring

Store mængder regn har fået minkgravene ved Holstebro til at stå under vand.

Det har fået Miljøstyrelsen til at aflægge et besøg ved minkgravene, efter at en borgergruppe har været bekymret for grundvandsforurening fra de nedgravede mink.

Miljøstyrelsen har efter besøget konkluderet, at der ikke er grund til akut bekymring over situationen. Det oplyses i en pressemeddelelse, der er udsendt onsdag.

– Vi er ikke akut bekymrede over situationen.

– I dag var der kun lidt vand på jordoverfladen, og der var ikke tegn på, at vand tidligere er strømmet fra gravene og ned til søen, siger konstitueret kontorchef Charlotte Moosdorf fra Miljøstyrelsen, der er miljøtilsynsmyndighed for minkgravene.

Tidligere har borgere i lokalområdet udtrykt bekymring for, at regnvandet på overfladen af minkgravene kunne strømme ud i det omkringliggende område og nå ned til den nærliggende Boutrup Sø.

Leif Brøgger (V), der er borgerforeningens formand og også er medlem af byrådet i Holstebro Kommune, siger til DR, at det er positivt, at styrelsen har været på besøg.

Men det fjerner ikke hans bekymring.

– Med alt det nedbør, der kommer, er jeg stadig bekymret. Og det, der bekymrer mig allermest, er det, der sker under overfladen.

– Det eneste rigtige er at få minkene op med det samme, så vi ikke risikerer næringsstoffer i grundvandet, siger Leif Brøgger til DR.

Ifølge pressemeddelelsen fra Miljøstyrelsen blev der onsdag også foretaget et miljøtilsyn ved minkgravene på Karup Øvelsesterræn.

I december blev et politisk flertal i Folketinget enige om, at de cirka fire millioner mink, der er gravet ned i Karup og Holstebro, skal graves op til maj.

Årsagen, til at man venter til maj, er, at man derved sikrer, at der ikke er en smitterisiko med coronavirus. Minkene forventes endeligt bortskaffet til juli.

De mange mink blev i første omgang gravet ned, efter de var blevet aflivet som følge af muteret coronavirus, der havde bredt sig til mennesker.

/ritzau/