Yderligere 2216 er registreret smittet med corona

Der er det seneste døgn registreret 2216 nye smittede med covid-19 i Danmark.

Det viser onsdagens opgørelse fra Statens Serum Institut (SSI).

De nye smittetilfælde er fundet på baggrund af i alt 100.410 prøver. Det vil sige, at 2,21 procent af de testede har fået besked om, at de er smittet med coronavirus.

Antallet af indlagte falder med 56 til 886. Heraf er 137 indlagt på intensiv, og 84 af dem ligger i respirator.

Det seneste døgn er yderligere 30 bekræftet døde med coronavirus. Dermed stiger det samlede dødstal under pandemien til 1450.

/ritzau/