344 blev tirsdag testet positive i private lyntest

Der blev tirsdag foretaget 19.768 lyntest, hvoraf 344 viste sig at være positive.

Det viser tal fra de private udbydere Falck, SOS International, Copenhagen Medical og Carelink, der udfører lyntest på statens regning.

Andelen af positive svar i forhold til antallet af test giver en positivprocent på 1,74.

Positivprocenten er den laveste siden 31. december, hvor der til gengæld blev testet mere end dobbelt så mange som tirsdag.

Generelt er der i det nye år blevet foretaget en del færre lyntest end før nytår. Det kan have haft en indvirkning på antallet af positive test, der ikke har været over 500 siden 30. december.

Eksempelvis var der i perioden op til jul syv dage med omkring 1000 positive tilfælde om dagen. I samme periode blev der dog også testet markant flere.

Der er kapacitet til 100.000 lyntest om dagen hos de fire private udbydere.

Dermed var det kun omkring en femtedel af kapaciteten, som blev udnyttet tirsdag.

Lyntest er ikke lige så pålidelige til at påvise, om man er smittet med coronavirus, som de pcr-test, der bliver brugt i det offentlige.

/ritzau/