Heunicke: Stor andel af udsatte vil være vaccineret til påske

Omkring påske vil en stor andel af personerne i risikogrupperne være vaccineret.

Samtidig er forventningen, at en “væsentlig” andel af befolkningen vil være vaccineret til sommer med det, som vi ved om antallet af doser, der kommer til Danmark.

Det siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på et pressemøde.

Lidt mere optimistisk var meldingen fra Thomas Senderovitz, direktør i Lægemiddelstyrelsen.

– Hvis alle vacciner bliver godkendt, og vi får leverancer som aftalt, så vil vi i løbet af sommeren have vaccine nok til hele befolkningen.

– Der er en række forudsætninger for, at det lykkes, men man skal ikke være så meget party-killer, at man siger, at det ikke kan lade sig gøre, siger Thomas Senderovitz på pressemødet.

En præcis dato for, hvornår alle danskere forventes vaccineret, kan sundhedsmyndighederne dog ikke give på nuværende tidspunkt.

Thomas Senderovitz fortæller samtidig, at vaccinen også forventes at være effektiv over for den britiske coronavariant.

Tirsdag morgen var 51.512 personer vaccineret i Danmark. Fredag vil alle på plejehjem have fået tilbud om vaccine.

Derefter vil andre risikogruppe blive vaccineret. Det gælder blandt andet personer over 65 år, der modtager personlig og praktisk hjælp, samt personer over 85 år.

Til februar er målsætningen fra Sundhedsstyrelsen, at der kan vaccineres 100.000 personer om dagen, hvis der er nok vaccinedoser.

Lige nu vaccinerer Danmark med coronavaccinen fra Pfizer og BioNTech.

Men en vaccine fra Moderna forventes at få en anbefaling om godkendelse fra Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) onsdag. Herefter skal den endelig godkendes af EU-Kommissionen.

Det vil over tid sende en million vacciner Danmarks vej.

/ritzau/