Coronaramt plejehjem: Halvdelen af beboerne er smittet

Halvdelen af beboerne på plejehjemmet Kildebo på Lolland er smittet med coronavirus.

32 af de 60 beboere er ramt af virusset. Også medarbejderne er hårdt ramt.

Her er 30 ud af 70 medarbejdere konstateret smittet.

– Det er en alvorlig og ulykkelig situation med så mange smittede på Kildebo Plejecenter, og mine tanker går til beboerne, medarbejdere og deres familier, siger centerchef Ida Byrge Sørensen.

Demensafsnittet på plejehjemmet er indtil videre sluppet for smitten.

Med mange smittede medarbejdere må de tilbageværende løbe endnu stærkere.

Man arbejder også på at flytte medarbejdere fra andre funktioner til at hjælpe på Kildebo.

– Vi har ikke hænder nok, og derfor er vi i gang med at flytte medarbejdere fra andre centre og udkørende plejegrupper, for at de i en periode kan arbejde fast på Kildebo, siger Ida Byrge Sørensen.

Hvordan smitten har fundet vej til plejehjemmet vides endnu ikke.

Situationen betyder, at der er indført skærpede restriktioner for besøg.

Det betyder, at ikke alle borgere kan få besøg som planlagt.

Siden søndag 27. december er udrulningen af coronavaccinationen begyndt – i første omgang til landets plejecentre.

Men på plejehjemmet Kildebo har de endnu ikke modtaget de første doser af vaccinen.

– Vi er ikke begyndt at vaccinere og venter på besked om, hvornår det bliver vores tur, siger Ida Byrge Sørensen.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har tidligere sagt, at han forventer, at alle plejehjemsbeboere, der ønsker en vaccine, vil være færdigvaccineret inden udgangen af januar.

Også plejehjemmet Demenscentrum i Aarhus er aktuelt ramt af et coronaudbrud.

Tina Grove, konstitueret demenschef i Aarhus Kommune oplyste søndag til TV2 Østjylland, at 62 personer er konstateret smittet med coronavirus.

Blandt de smittede er 41 medarbejdere og 21 beboere.

I uge 52 blev der på landsplan registreret det hidtil højeste antal smittede på plejehjem, da i alt 391 plejehjemsbeboere blev testet positiv for coronavirus.

Samlet set var 116 af landets 942 plejehjem ramt af coronavirus, og der blev registreret 62 coronarelaterede dødsfald på hjemmene.

Det er det hidtil højeste under pandemien.

/ritzau/