Andet vaccinestik mod corona kan vente i op til seks uger

Ifølge Sundhedsstyrelsens nye anbefalinger kan der gå op til seks uger mellem første og andet vaccinestik mod corona.

Det siger direktør i SST Søren Brostrøm.

– Vi har sammen med Lægemiddelstyrelsen kigget ned i dokumentationen for både Pfizer- og også Modernavaccinen, som vi forventer, bliver godkendt snart.

– Her kan vi se i dokumentationsgrundlaget, at der kan gå op til seks uger mellem hvert stik. Det skriver vi i vores opdaterede retningslinjer, siger han.

Han understreger, at man ikke bør vente mere end tre til fire uger, som det hidtil har været anbefalet, hvis man kan undgå det.

/ritzau/