SSI vil undersøge mulighed for at udskyde andet vaccinestik

I Danmark holder Statens Serum Institut (SSI) foreløbigt fast i, at anden dosis af coronavaccinen fra Pfizer og BioNTech skal gives efter tre uger.

Men man vil følge erfaringerne fra Storbritannien, hvor man har valgt at udskyde anden dosis til efter 12 uger.

Det siger Henrik Ullum, direktør i SSI, til DR.

– Det vil også give god mening at diskutere det videre, men som officiel myndighedsperson hælder jeg i første omgang til den officielle anbefaling, hvor vi ved, hvad vi gør og har dokumentation for det, siger Henrik Ullum til DR.

Pfizer og BioNTech har sendt deres vaccine på markedet med beskeden om, at andet stik skal gives tre uger efter første stik. Det er sådan, den er blevet brugt, da vaccinen blev udviklet.

Men på grund af den voldsomme smitteudvikling i Storbritannien har de britiske myndigheder valgt, at anden dosis udskydes til efter 12 uger. Dermed kan en større del af befolkningen hurtigere få første stik.

Vaccinen opnår først sin fulde effekt efter andet stik, og hos SSI er man usikker på, hvor effektfuld vaccinen er, hvis man venter til efter 12 uger.

– Man kunne være bekymret for, at man på trods af vaccinationerne kunne se flere infektioner, så det var en falsk tryghed, siger Henrik Ullum.

Men med den situation Storbritannien er i, kan det godt “have sin gang på jorden” at udskyde andet stik, fordi beskyttelsen ser ud til at være konstant i de 12 uger.

Det siger Jan Pravsgaard Christensen, professor ved Institut for Mikrobiologi og Immunologi på Københavns Universitet.

– Men man skal selvfølgelig sikre sig, at man har doserne efter tre måneder til næste runde, for den første vaccine holder ikke uendeligt.

Han påpeger, at det lige nu er svært at vurdere, om der kan være behov for samme ændring af strategien i Danmark.

– Storbritannien er jo i en situation, hvor de er voldsomt mere presset end Danmark, og det er derfor, de har truffet beslutningen, siger Jan Pravsgaard Christensen.

De Radikales sundhedsordfører, Stinus Lindgreen, skriver på Twitter, at han har bedt sundhedsminister Magnus Heunicke (S) om at få de danske sundhedsmyndigheder til at give en vurdering af Storbritanniens ændring af vaccinationsprogrammet.

Ifølge DR vil både SF og De Konservative også have set på, om man kan udskyde andet vaccinationsstik ligesom i Storbritannien.

Enhedslisten afventer foreløbig en udmelding fra sundhedsmyndighederne.

– Vi har brug for en klar udmelding fra myndighederne. Der er en vis risiko ved at ændre på proceduren for en forholdsvis ny vaccine. Hensigten er, at den skulle bruges efter tre uger for at have fuld effekt, siger sundhedsordfører Peder Hvelplund (EL).

USA har valgt at holde fast i, at andet stik skal gives efter tre uger.

Ritzau arbejder på at få en kommentar fra Sundhedsstyrelsen og Sundhedsministeriet.

/ritzau/