Borgere kan igen logge på offentlige hjemmesider

Tidligt søndag eftermiddag er det igen muligt at bruge NemLog-in.

Det betyder, at borgere igen kan logge på offentlige hjemmeside som for eksempel sundhed.dk og borger.dk.

– NemLog-in fungerer igen, og det er derfor nu igen muligt at logge på sundhed.dk, står der i et opslag på sundhed.dk’s Facebook-side.

Det er blandt andet på sundhed.dk, hvor man kan se svar på de coronaprøver, som man får foretaget af det offentlige.

Problemet med NemLog-in begyndte søndag morgen og nåede derved at vare nogle timer. Problemet gjorde, at borgere ikke kunne få lov til at logge ind på offentlige hjemmesider og tilgå de private oplysninger, de har stående derinde.

Mens problemet stod på, var det stadig muligt at logge på MinSundhed-appen. Det vil sige, at det fortsat var muligt for borgere at tjekke deres svar på eksempelvis coronaprøver.

Når borgere får foretaget en coronatest i et af landets offentlige testcentre, kan der gå nogle døgn, fra prøven er taget, inden svaret er analyseret og kan ses.

De test, man får foretaget i de offentlige testcentre, er kendt som pcr-test. Det er dem, hvor man bliver podet i halsen.

Pcr-test vurderes at være mere pålidelige end de lyntest, man kan få foretaget af private udbydere.

/ritzau/