Nu bliver det første spadestik taget til Femern-forbindelsen

Fredag bliver der taget det første spadestik til Femern-forbindelsen, der skal forbinde Lolland med den tyske ø Femern.

Det oplyser Transportministeriet i en pressemeddelelse.

Femern-forbindelsen skal efter planen stå klar i 2029 og vil være en 18 kilometer lang tunnel under vandet, hvor der både kan køre biler og tog.

Det første arbejde på forbindelsen vil være at bygge en fabrik, hvor man skal fremstille de betonelementer, som tunnelen skal bygges med.

Tunnelen vil blive bygget med 89 betonelementer, som støbes på land og derefter sænkes ned på havbunden.

Det er dog ikke helt første spadestik til det samlede projekt. Der er blandt andet allerede blevet bygget på en arbejdshavn i Rødby på Lolland.

Planlægningen af Femern-forbindelsen har været 25 år undervejs, og byggeriet er kommet i gang langt senere, end det oprindeligt var planlagt.

Da Tyskland og Danmark indgik en aftale om en forbindelse i 2007, var forventningen, at den kunne stå klar i 2018.

Oprindeligt var der planlagt en bro, men det blev i 2011 ændret til en tunnel.

Projektet har i Tyskland været forsinket af protester fra borgere, miljøorganisationer og rederier, men i starten blev alle klager fejet af bordet ved forvaltningsdomstolen i Leipzig.

Det har banet vejen for, at det første spadestik også kan blive taget på tysk side. Det ventes at ske i 2022.

Forbindelsen vil forkorte rejsetiden i bil til 10 minutter fra de nuværende 45 minutter med færgen.

Det første spadestik skulle have været markeret ved en begivenhed mandag, men på grund af coronaudbruddet sker det i stedet virtuelt.

Her vil blandt andre transportminister Benny Engelbrecht (S) og hans tyske ministerkollega, Andreas Scheuer, deltage.

/ritzau/