Der er fundet 2451 nye smittede de seneste 28 timer

Der er registreret yderligere 2451 smittede med coronavirus i Danmark. Det viser fredagens opgørelse fra Statens Serum Institut (SSI).

Opgørelsen dækker over 28 timer mod de normale 24 timer på grund af serverproblemer det foregående døgn. Dermed kan fredagens tal være højere end normalt.

De nye smittede er fundet blandt 94.041 prøver. Andelen af positive test svarer til 2,61 procent af prøverne. Den såkaldte positivprocent stiger dermed fra torsdagens 1,95.

Positivprocenten påvirkes ikke af den ændrede opgørelsesperiode.

Der er sket 106 nye indlæggelser, mens det samlede antal indlagte stiger med seks til i alt 885.

Det skyldes, at der også er blevet udskrevet personer. Samtidig er det sket 24 dødsfald. Det vides dog ikke, om disse har været indlagt på hospitalerne.

129 patienter er indlagt på intensiv. Af dem er 80 tilkoblet en respirator. Torsdag var der henholdsvis 132 og 87.

En opgørelse fra SSI viser også, at i alt 29.483 personer nu har fået første dosis af vaccinen mod coronavirus. Det svarer til 0,51 procent af befolkningen.

/ritzau/