2100 danske togrejsende er blevet afvist ved svensk grænse

De svenske myndigheder har afvist over 2100 danske togrejsende siden 22. december, hvor Sverige indførte indrejseforbud for rejsende fra Danmark.

Det oplyser Tony Bispeskov, der er informationschef i DSB.

– Er man bosiddende eller arbejder i Sverige, så er man undtaget indrejseforbuddet.

– Men der er altså 2100 danskere, der ikke har opfyldt kravene til indrejse. De er blevet afvist og sendt tilbage til Danmark igen, siger han.

Vurderer svensk politi, at man har presserende familieårsager, kan man som dansker også få tilladelse til at rejse ind i Sverige.

Tony Bispeskov fortæller, at man fra DSB’s side gør, hvad man kan, for at oplyse om indrejseforbuddet.

– For os er det naturligvis vigtigt, at kunderne kender til situationen i Sverige.

– Man kan se det på forsiden af DSB’s hjemmeside, når man køber biletter og når man slår det op på rejseplanen, så står det også med stor skrift, siger han.

Prøver man sig med en rejse til Sverige, men bliver afvist, skal man ikke forvente, at få refunderet sin billet. DSB betaler som udgangspunkt ikke pengene tilbage.

– Men hvis man har en særlig situation, er man naturligvis velkommen til at kontakte DSB, siger Tony Bispeskov.

Indrejseforbuddet gælder til og med 21. januar, men kan blive forlænget af de svenske myndigheder.

Det er muligt for personer med bopæl på Bornholm at rejse til og fra Bornholm via Sverige.

/ritzau/