17 meldinger om forbigående bivirkninger efter vaccinestik

Lægemiddelstyrelsen har indtil onsdag middag modtaget 17 indberetninger om formodede bivirkninger af coronavaccinen, der blev taget i brug søndag.

Der er blandt andet tale om allergiske reaktioner, der sandsynligvis skyldes vaccinen.

Alle tilfælde var forbigående og blev behandlet af personalet på vaccinationsstedet, oplyser konstitueret enhedschef Tanja Erichsen, Lægemiddelstyrelsen.

– Vi er henne i den milde ende af skalaen, når det gælder indrapporterede bivirkninger.

– Vi har eksempelvis set en form for nældefeber med hævelse og kløe. Der er nogle, der melder om brændende og prikkende fornemmelse i hænder og fødder, kvalme og synkebesvær.

– Det er noget, der er taget hånd om og behandlet med antihistaminer og steroider. Og så er det forsvundet i løbet af et par timer, siger hun.

Indtil videre er vaccinen givet til plejehjemsbeboere og sundhedsansatte.

13.311 personer havde frem til onsdag morgen modtaget det første af to vaccinestik.

Det svarer til, at 0,23 procent af befolkningen har påbegyndt vaccinationen.

De indrapporterede bivirkninger ses ifølge enhedschefen også ved andre vacciner.

– Der er ikke noget, der har overrasket os her, siger Tanja Erichsen.

Lægemiddelstyrelsen oplyser, at “hundredtusinder af borgere” på verdensplan nu er vaccineret med “Comirnaty”, som er navnet på vaccinen fra selskaberne Pfizer og BioNTech.

Der er i USA og Storbritannien set enkelte tilfælde af allergisk chok – kaldet anafylaksi – hos personer, der har modtaget vaccinestikket.

Statistisk set vil vi ifølge Tanja Erichsen også se eksempler på chokreaktioner herhjemme.

– Netop derfor er det vigtigt, at man bliver vaccineret i omgivelser overvåget af sundhedsprofessionelle, siger hun.

Man kan ifølge Lægemiddelstyrelsen opleve ubehag, rødme ved indstiksstedet, let feber og muskelømhed, efter at man har modtaget prikket.

Hvis man får let feber, er det udtryk for, at immunsystemet reagerer, oplyser styrelsen.

Kun hvis man oplever alvorlige symptomer, efter at man er blevet vaccineret, bør man kontakte sin læge, oplyser Lægemiddelstyrelsen.

Det kan eksempelvis være allergiske symptomer som besvær med at trække vejret eller udslæt.

Lægerne skal indberette formodede bivirkninger til Lægemiddelstyrelsen.

Borgere kan også selv gøre det via styrelsens hjemmeside.

I første omgang tilbydes vaccinen til sårbare grupper. Men planen er, at alle vil få den tilbudt.

/ritzau/