Myndigheder får flere vaccinedoser ud af leveringer end ventet

I de fleste tilfælde får sundhedsmyndighederne trukket syv vaccinedoser ud af ét hætteglas med selskaberne Pfizer og BioNTechs coronavaccine.

Det er op til 40 procent mere end de fem doser, myndighederne oprindeligt havde forventet.

Det oplyser lægefaglig vicedirektør på Nordsjællands Hospital Jonas Egebart på Twitter søndag. Han er ligeledes formand for Region Hovedstadens vaccine-taskforce.

I Region Hovedstaden blev i alt 1694 personer vaccineret søndag, som var første dag, hvor der blev givet stik mod coronavirus i Danmark.

Alle skal have to doser af vaccinen, og regionen forventer at gå i gang med den anden vaccinerunde 17. januar.

Hvert hætteglas med coronavaccinen indeholder som udgangspunkt nok til mindst fem vaccinedoser à 0,3 milliliter.

Hvis der ikke er spildt for meget under klargøring og håndtering, kan der være op til to ekstra doser i hvert glas, eftersom hvert hætteglas indeholder i alt 2,25 millimeter færdigblandet vaccine.

– Gode vaccinenyheder: Vi får i de fleste tilfælde trukket syv doser ud af ét hætteglas. Det er op til 40 procent mere, end de fem doser vi oprindeligt havde forventet, skriver vicedirektør på Nordsjællands Hospital Jonas Egebart på Twitter.

Ifølge direktør i Statens Serum Institut Henrik Ullum er vaccinedoserne målt op med ekstra væske, og derfor er det kun godt, hvis der kan blive ekstra doser ud af det.

– Der skal være til fem vacciner i hvert hætteglas, men for at være sikker på, at der er det, så har de sørget for, der er lidt ekstra, hvis der skulle være spild i forbindelse med opsugning.

– Men det betyder også, at hvis man er omhyggelig, når man suger op, så kan der faktisk komme en ekstra vaccine ud af hver af de her glas, og det er selvfølgelig kun godt, hvis det kan lykkes, siger han.

Ullum fortæller, at SSI efter første vaccinationsdag ikke har fået nogen tilbagemeldinger om, at regioner systematisk er lykkedes med at få flere vacciner ud, end der var pakket til.

Både Sundhedsstyrelsen og den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA, anbefaler, at også de ekstra doser bruges. Dog bør doser fra forskellige hætteglas ikke blandes.

– På dette tidspunkt – den offentlige sundhedssituation taget i betragtning – anbefaler FDA, at det er acceptabelt at bruge samtlige fulde doser, der kan opnås (den sjette og sågar den syvende om muligt) fra hvert enkelt hætteglas, udtalte FDA-talskvinde Abby Capobianco ifølge Bloomberg i midten af december.

Beboere på plejehjem i Ishøj, Herlev og København var blandt de første til at få det lille stik søndag. Også frontpersonale på covid-afsnit og intensivafdelinger på Region Hovedstadens hospitaler blev vaccineret søndag.

Det forventes, at alle beboere på regionens plejehjem har modtaget første vaccinedosis 14. januar, lyder det i en pressemeddelelse fra regionen.

/ritzau/