Over 3000 personer på Sjælland er blevet vaccineret søndag

I Region Hovedstaden er i alt 1694 personer blevet vaccineret søndag, som var første dag, der blev givet stik mod coronavirus i Danmark. Det oplyser regionen i en pressemeddelelse.

Beboere på plejehjem i Ishøj, Herlev og København er blandt de første til at få det lille stik. Også frontpersonale på covid-afsnit og intensivafdelinger på regionens hospitaler er blevet vaccineret søndag.

Det forventes, at alle beboere på regionens plejehjem har modtaget første vaccine 14. januar, lyder det.

Alle skal have to doser af vaccinen, og regionen forventer at gå i gang med den anden vaccinerunde 17. januar.

Det forventes, at det i begyndelsen af ugen lægges fast, hvornår resten af plejehjemmene i regionen kan vaccinere beboerne.

I Region Sjælland har man modtaget omkring 2000 doser af vaccinen, og presseafdelingen oplyser søndag aften, at i alt 1374 personer er blevet vaccineret søndag. Arbejdet fortsætter de kommende dage, lyder det.

Det er en blanding af sundhedspersonale og plejehjemsbeboere, der har modtaget vaccinen.

Danmark modtog lørdag morgen 9750 doser af vaccinen fra Pfizer/BioNTech, der fem dage tidligere var blevet godkendt af Det Europæiske Lægemiddelagentur, EMA.

Region Syddanmark har modtaget 1950 doser, hvoraf alle er dedikeret til Odense. En del af de 1950 doser er givet søndag, mens resten bliver givet i løbet af de næste tre dage, oplyser regionens presseafdeling.

Det har søndag aften ikke været muligt at få oplyst, præcis hvor mange doser der er givet i løbet af dagen.

I det jyske har sundhedspersonale også lagt bare arme til vaccinen.

Lars Østergaard, som er professor i infektionssygdomme og ledende overlæge ved Aarhus Universitetshospital, har selv været sprøjtefører.

– Man føler sig som en slags julemand, fordi dem, der er blevet vaccineret, er superglade for at få vaccinen, så det er nærmest ubeskriveligt.

– At vi har en vaccine, som gør, at vi kan se en ende på, at folk bliver syge, at folk får senfølger, og at vi måske kan komme tilbage til et normalt liv, det er simpelthen fantastisk, siger han.

Selv om personalet har været presset og fortsat vil være det, er troen på, at situationen kan vendes, blevet styrket med vaccinen, siger han og kalder det “et lille lys i mørket”.

Det har søndag aften ikke været muligt at indhente oplysninger fra de to resterende regioner, Nord- og Midtjylland.

/ritzau/