Antal coronapatienter på intensiv er fordoblet på 13 dage

Antallet af coronasmittede, som bliver så syge, at de må indlægges på intensivafdelinger, fortsætter med at stige.

I alt er 97 personer smittet med covid-19 indlagt på intensiv, viser den daglige opgørelse fra Statens Serum Institut (SSI) torsdag.

Det er seks flere end onsdag og dobbelt så mange som for knap to uger siden.

Men det høje antal er ikke så overraskende, vurderer Christian Wejse, der er speciallæge ved Aarhus Universitetshospital.

– Der er en forsinkelse i tallene, især i forhold til hvor mange der kommer på intensiv. De tal reflekterer mere smitten i samfundet for nogle uger siden.

– Derfor kan tallene for indlagte, på intensiv og i respirator godt komme til at stige over de næste uger, selv om smittetallet forhåbentlig bliver ved med at falde, siger han.

57 af de 97 patienter på intensiv er tilkoblet en respirator, der hjælper dem med at trække vejret. Det er fire flere end onsdag.

Antallet af coronapatienter på landets hospitaler i alt er steget til 724, hvilket er fire flere end onsdag.

Det er det højeste antal under epidemien. Det højeste antal hidtil var 22. december, hvor 723 var indlagt.

Der er fundet yderligere 2869 tilfælde af covid-19 i Danmark. Det svarer til 1,82 procent af de 157.220 prøver, der er kommet svar på.

Dermed fortsætter positivprocenten med at falde. Den toppede 14. december, hvor 3,50 procent af prøverne var corona-positive.

Selv om der bliver længere mellem de positive prøvesvar, er det for tidligt at ånde lettet op, mener Christian Wejse.

– Det er rigtig glædeligt, at vi fortsat ser en faldende tendens. Men vi ligger stadig på et højt niveau, siger speciallægen.

Han mener, at det er særligt vigtigt lige nu, at folk isolerer sig, hvis de får besked om, at de er smittet eller kan være det.

– Jeg tror, det aller aller vigtigste er, at alle de, der er testet positive de foregående døgn, isolerer sig selv og aflyser den jul, de havde planlagt.

– Det, der kan være problematisk, er, at når vi har så meget transport rundt i landet, og hvis der er mange smitsomme, der flytter sig rundt, kan det betyde en ny stigning i smittetallene, siger Christian Wejse.

I opgørelsen fra SSI indgår ikke de personer, som er blevet testet positive med lyntest.

Her blev der onsdag foretaget 80.291 test hos de fire private udbydere, der har kontrakt med staten. Her blev fundet 1084 smittede personer. Dermed var 1,35 procent af prøverne positive for covid-19.

Yderligere 18 personer smittet med covid-19 er afgået ved døden. Det bringer det samlede dødstal i Danmark op på 1114 personer.

/ritzau/