Første coronavacciner ankommer til Danmark 26. december

Statens Serum Institut modtager den første levering af coronavacciner fra Pfizer og BioNTech lørdag 26. december mellem klokken 8 og 12.

Det oplyser sundhedsminister Magnus Heunicke (S) onsdag på et pressemøde om Danmarks plan for vaccination.

Der bliver leveret tæt på 10.000 vaccinedoser. De bliver fordelt mellem regionerne, så vaccinationerne kan begynde dagen efter.

Ministeren understreger, at vaccinerne endnu ikke er kørt mod Danmark, som flere medier ellers har kunnet fortælle onsdag. Det vil først ske sent juleaften eller først på natten 25. december.

Ugen efter ventes der at blive leveret tæt på 40.000 doser, mens der i ugerne efter vil komme knap 48.000 doser om ugen.

De første vacciner bliver givet søndag klokken 9. Det vil ske på fem plejehjem rundt om landet.

De fem plejehjem er Kærbo i Ishøj, Blomstergården i Slagelse, Birkebo i Aalborg, Ankersgade i Aarhus og Ældrecenter Øst i Odense.

– Der er ikke tale om det første stik, men de første stik, siger Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen, på pressemødet.

– Det handler ikke om at komme først, understreger han.

Det er først specifikke målgrupper, der vil blive tilbudt en vaccine, inden den bliver tilbudt alle danskere.

De første danskere, der kan få vaccinen, er beboere på plejehjem, ældre i særlig risiko og udvalgt personale i sundhedsvæsenet og ældreplejen.

Coronavaccinen fra Pfizer/BioNTech er den første, der er godkendt til brug i EU. Der er i regi af unionen indgået forhåndsaftale med flere selskaber, der arbejder på at udvikle en vacciner mod covid-19.

I alt er der indgået seks aftaler. En af dem er med selskabet Moderna, hvis vaccine skal vurderes af Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) 6. januar. Herefter skal EU-Kommissionen sige enten ja eller nej til vaccinen.

/ritzau/