Under 1000 blev bekræftet smittet med lyntest lørdag

Der er blevet længere mellem de positive svar på statsbetalte lyntest nu end for godt en uge siden.

Lørdag blev der foretaget 37.998 lyntest, som fandt 944 smittede. Det svarer til 2,48 procent af de testede.

Det viser tal fra Falck, SOS International, Copenhagen Medical og Carelink, der har indgået en aftale med regioner og regeringen om samlet set 100.000 daglige lyntest på statens regning.

Da Falck i sidste weekend som det første af de fire firmaer gik i gang, var 4,23 procent af testsvarene positive. Og denne weekend har andelen af positive prøver for første gang været under tre procent.

Fredag blev der fundet virus hos 2,46 procent af de testede, og tallet for lørdag er 2,48 procent.

Lyntest eller antigentest er ikke lige så pålidelige som de pcr-test, der bliver brugt i det offentlige. Har man symptomer på smitte, eller er man nær kontakt, bør man ifølge sundhedsmyndighederne få foretaget en pcr-test.

Der bliver langtfra lyntestet så mange, som virksomhederne har mulighed for.

Falck har en aftale om at stå for halvdelen af de daglige test, mens de tre øvrige står for de resterende 50.000 test dagligt.

Lørdag stod Falck for godt 27.000 test, hvilket kun er lidt over halvdelen af, hvad der er muligt. Det er dog ikke unormalt, at antallet af testede tager et dyk i weekenderne, fortæller ambulancedirektør Jørgen Mieritz fra Falck.

– Generelt har vi set færre folk lørdag og søndag på vores testcentre. Jeg tror simpelthen, at danskerne har valgt at købe julegaver i går (lørdag, red.) i stedet for at blive testet, siger han.

Jørgen Mieritz forventer dog, at Falck kommer til at få travlt i centrene de kommende dage.

– Jeg tror, at der i dagene op til jul – i særdeleshed mandag og tirsdag – vil komme rigtig mange, siger ambulancedirektøren.

Han opfordrer til, at de, der gerne vil have foretaget en lyntest, får det gjort allerede søndag, så der ikke risikerer at opstå kø ved centrene.

SOS International er den eneste af de fire udbydere, hvor man skal bestille tid til en test, og derfor kan divisionsdirektør Karin Tranberg bekræfte, at efterspørgslen er rigtig stor i dagene op til jul.

– Hver gang vi åbner nye tider, så bliver de booket nu, siger hun.

Kun på et testcenter i Aarhus er der en del ledige tider.

SOS International har testet over 6600 lørdag. Søndag har divisionsdirektøren selv været på gulvet for at hjælpe med at nå at få testet så mange som muligt.

Tallene for lyntest indgår ikke i den opgørelse, der kommer hver dag klokken 14.00 fra Statens Serum Institut.

/ritzau/