SSI: Rejsende fra England udgør ikke risiko for folkesundheden

Rejsende fra England, hvor mere smitsom coronavirus er fundet, udgør ikke “betydende risiko for folkesundheden i Danmark”, så længe de overholder anbefalingerne om isolation og test ved ankomst.

Sådan lyder vurderingen fra Statens Serum Institut (SSI) i en risikovurdering, som Ritzau har set.

SSI vurderer, at virusvarianten sandsynligvis er i cirkulation i en række lande, hvor den bare ikke er opdaget endnu. I Danmark er der fundet ti tilfælde.

Som et forsigtighedsprincip kunne man ifølge SSI vælge at begrænse flyvninger mellem Danmark og Storbritannien.

Vurderingen er dateret til søndag – forud for at regeringen besluttede at stoppe flyvninger mellem de to lande i 48 timer.

SSI vurderer desuden, at man kunne kræve test af alle indrejsende fra Storbritannien i lufthavne og efterfølgende analysere prøverne for den nye variant af coronavirus.

/ritzau/