Region Nordjylland aflyser cirka 100 planlagte operationer

Region Nordjylland aflyser omkring 100 planlagte operationer den kommende tid. Det oplyser regionen i en pressemeddelelse.

Der er især tale om planlagt kirurgi inden for næse-øre-hals-området samt brystplastikkirurgi på Aalborg Universitetshospital. De personer, som bliver berørt af aflysningerne, får direkte besked, oplyser regionen.

Aflysningerne skyldes et stort coronapres i sundhedsvæsenet generelt. Og Aalborg Universitetshospital forbereder sig også på at skulle hjælpe Region Midtjylland ved at tage imod nogle af deres mest syge coronapatienter.

Den nordjyske region er nemlig mindre presset af corona, end naboregionen mod syd.

– Vi har et samlet sundhedsvæsen i Danmark, og vi skal især i denne situation hjælpe hinanden.

– Det er baggrunden for, at vi åbner yderligere senge op, så vi kan tage imod intensive patienter fra Region Midtjylland, siger regionsrådsformand Ulla Astman (S) i meddelelsen.

Akutte operationer vil stadig blive udført.

Region Nordjylland er den sidste af de fem regioner, som aflyser operationer.

/ritzau/