Antallet af coronaindlagte risikerer at tredobles på få uger

Antallet af indlagte coronapatienter risikerer i den kommende uge at blive mere end tredoblet i forhold til at starten af december.

Det skriver Sundhedsstyrelsen i den seneste udgave af en rapport, der løbende registrerer kapaciteten på landets hospitaler.

Mens der i starten af december var 254 indlagte coronapatienter, så er antallet senest blevet opgjort til 606. Det er mere end en fordobling og samtidig rekord under hele epidemien.

Rekorden risikerer at blive mere end tangeret inden for den næste tid, vurderer Sundhedsstyrelsen.

– Hvis de nuværende smittetal fortsætter i samme niveau over den kommende uge, er det forventningen, at antallet af indlagte vil stige til cirka 750-850 alt efter sammensætningen af smittekæderne.

– Heraf vil cirka 120-140 have behov for intensiv behandling, skriver styrelsen i rapporten.

Af de 606 patienter, der i øjeblikket er indlagt med coronavirus herhjemme, har 86 af dem brug for intensiv behandling.

/ritzau/