Værnepligtige modsiger forsvarsminister: Vi aflivede mink

Onsdag sagde forsvarsminister Trine Bramsen (S) i Folketinget, at hende bekendt havde hverken Beredskabsstyrelsen eller Forsvaret aflivet mink.

Nu beretter 23 værnepligtige i Beredskabsstyrelsen imidlertid i et åbent brev til fødevareminister Rasmus Prehn (S) mandag, om hvordan de har været med til at aflive mink.

– De sidste mange uger har Beredskabsstyrelsen bistået i at aflive mink. Jeg har været med til at fange. Jeg har været med til at aflive. Jeg har været med til at transportere. Jeg har været med til at rengøre. Jeg har være med til at begrave.

TV2 har været i kontakt med en af de 23 værnepligtige, som bekræfter, at hun har været med til at aflive mink.

Ifølge TV2 har hun svært ved at forstå, hvordan ministeren ikke kan have kendskab til, hvad der er foregået ude på minkfarmene.

– Jeg har personligt været ude, taget levende mink nede i et lillebitte rør, for derefter at komme dem i en aflivningstrailer, hvor de blev gasset.

– Hvor er det grotesk, at verden ikke må vide, hvordan hele minksituationen forholder sig, og hvem der faktisk står bag arbejdet, siger Melissa Sarelius Guttesen til TV2.

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) afviser, at der er problemer i sagen. I en kommentar på Twitter understreger hun blandt andet, at de værnepligtige fra Beredskabsstyrelsen kun har været indsat i smittezoner, hvor der ikke har været rejst tvivl om lovhjemlen.

Forsvarsministeren henviser samtidigt til en pressemeddelelse fra Beredskabsstyrelsen, hvor det bliver understreget, at aflivning af mink ikke har indgået i de opgaver, som styrelsen har sat sine folk til.

– Beredskabsstyrelsen er dog nu af Fødevarestyrelsen blevet gjort opmærksom på, at det ikke kan afvises, at der i visse tilfælde er sket afvigelser fra procedurerne. Derfor kan Beredskabsstyrelsen heller ikke afvise, at styrelsens personel har deltaget i aflivning af mink, oplyses det.

Samtidigt slås det i pressemeddelelsen fast, at Beredskabsstyrelsen først sent fredag er blevet opmærksom på det, hvorfor forsvarsministeren heller ikke er blevet orienteret før nu.

/ritzau/