Samfundssind er årets ord

Samfundssind er blevet kåret til årets ord i 2020.

Det skriver Dansk Sprognævn på sin hjemmeside. Det er sprognævnet, der har kåret ordet sammen med “Klog på sprog” på DR P1.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har kommenteret kåringen på Facebook.

– Efter et hårdt år med mange afsavn, står samfundssind tilbage som det mest sigende ord for 2020.

– Det er vores fælles fortjeneste. Tak til alle jer, der har vist, hvad samfundssind er, skriver hun på Facebook.

Alle danskere har haft mulighed for at nominere ord, som de synes skulle være årets ord.

I alt blev 291 ord foreslået, og mange af dem omhandlede coronapandemien.

Blandt de nominerede var corona, flokimmunitet, hjemmelsudfordring, mundbind og seriekrænker.

I 2019 blev klimatosse årets ord, mens det var hvidvask i 2018.

Samtidig er corona blevet kåret som årets tegn af Dansk Tegnsprog under Dansk Sprognævn.

Det er blot anden gang, at årets tegn kåres. I 2019 vandt tegnet for tolk.

/ritzau/