Halvtomme tog og metro – vi rejser lige så lidt som i foråret

Der er sket et stort fald i antallet af rejser i løbet af december, hvor en række restriktioner er trådt i kraft.

Rejser over Storebælt med tog er faldet 19 procent, mens rejser med S-tog er dykket 24 procent sammenlignet med starten af december. Rejser med rejsekort er faldet 15 procent.

Det viser en opgørelse fra Transportministeriet.

Antallet af rejser svarer ifølge ministeriet nogenlunde til niveauet i maj, da samfundet også var lukket delvist ned.

Transportminister Benny Engelbrecht (S) mener, at det er positivt, at færre rejser med kollektiv trafik i en situation med stigende smitte.

– Vi rejser lige så lidt med kollektiv trafik, som vi så i maj. Det er for mig at se et tegn på, at danskerne har taget forholdsreglerne og restriktionerne til sig og holder sig fra den kollektive trafik, siger han.

Selv om antallet af passagerer er kraftigt faldende, mener Benny Engelbrecht, at det er vigtigt at bruge skattekroner på at holde køreplaner stort set uændret.

– Vi har holdt fuld kapacitet i den kollektive trafik for at sikre, at der skal være en mulighed for at holde god afstand, og fordi der er nogle, som har behov for at rejse – for eksempel i sundhedssektoren eller ansatte i supermarkeder, siger han.

Regeringen besluttede onsdag at lukke yderligere ned for samfundet – herunder for hele detailhandlen gældende fra 25. december til og med 3. januar.

Forud for stramningerne havde flere eksperter foreslået at lukke eller begrænse trafikken over Storebælt for at undgå, at folk fra hovedstadsområdet tog smitten med til andre landsdele i forbindelse med julen.

Det er ikke umiddelbart et værktøj, som regeringen har i værktøjskassen – selv hvis smitten skulle stige.

– Man kan aldrig udstikke garantier i den her situation, men for nuværende er det på ingen måde noget, der indgår i vores planer.

– Derimod er vores tilgang, at der skal være så meget kapacitet som muligt, så man kan holde afstand, hvis man har brug for at køre med kollektiv trafik, siger Benny Engelbrecht.

/ritzau/