Dagligt smittetal krydser 4000 for første gang

Rekordmange danskere – 4034 – er bekræftet smittet med covid-19 det seneste døgn.

Det viser den daglige opgørelse fra Statens Serum Institut (SSI).

Smittetallet kan dog ikke sammenlignes med dem, der blev set i foråret. Det skyldes, at der nu testes langt mere.

SSI har tidligere vurderet, at der ville have været op mod 3700 daglige tilfælde, hvis man dengang havde kunnet teste 80.000 om dagen.

Siden seneste opgørelse er der kommet svar på 124.707 test, hvilket også er rekordmange. 3,23 procent af dem har været positive for covid-19.

Dermed er den såkaldte positivprocent stadig lidt under mandagens niveau på 3,50 procent. Det er det højeste, der er målt, mens alle frit har kunnet få foretaget en test for covid-19.

Siden weekenden har det også været muligt at få foretaget gratis lyntest for covid-19 på Falcks testcentre rundt omkring i landet. Disse indgår endnu ikke i SSI’s opgørelse.

Onsdag blev der hos Falck fundet 589 personer smittet med covid-19.

Yderligere 120 personer smittet med covid-19 er blevet indlagt på landets hospitaler. Det samlede antal indlagte stiger med 23 til 516. Det skyldes, at der også er sket udskrivelser af patienter.

Antallet af indlagte nåede sin hidtidige top 1. april, hvor 535 personer smittet med corona var indlagt.

Torsdag ligger 76 af de indlagte coronapatienter på landets intensivafdelinger. 46 er tilsluttet en respirator. Onsdag var tallene henholdsvis 68 og 40.

Yderligere 17 coronaramte er afgået ved døden. I alt er 992 personer smittet med covid-19 døde under epidemien i Danmark.

/ritzau/