Region Hovedstaden udskyder alle planlagte behandlinger

Region Hovedstaden udskyder alle kontroller, behandlinger og operationer, der ikke er tvingende nødvendige, fra 21. december og tre uger frem.

Det skyldes den seneste tids stigning i antallet af indlagte patienter. Det skriver Region Hovedstaden i en pressemeddelelse onsdag eftermiddag.

Nyheden kommer, efter at Region Hovedstaden tidligere onsdag kunne oplyse, at der var 260 indlagte på regionens hospitaler. Det er en stigning fra 166 for bare fem dage siden. Det svarer til en stigning på 57 procent.

– Desværre ser vi, at indlæggelsestallet fortsætter op ad i raketfart.

– Så af hensyn til vores personale og de covid-syge, så er vi nu nødt til at skride til denne drastiske nedlukning af de planlagte behandlinger, siger Dorthe Crüger, lægefaglig koncerndirektør i Region Hovedstaden, i pressemeddelelsen.

På Twitter opfordrer Sophie Hæstorp Andersen (S), regionsrådsformand i Region Hovedstaden, borgerne i regionen til at stå sammen om at få bragt smitten ned.

– Vi kan ikke være bekendt, hvis vi ikke hver især gør, hvad vi kan.

– Bliv hjemme. Drop alle aftaler, som ikke er helt nødvendige, skriver hun i sit tweet.

/ritzau/