Første danskere kan måske blive vaccineret mellem jul og nytår

Mellem jul og nytår kan den første dansker muligvis blive vaccineret mod covid-19.

Det siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S) tirsdag eftermiddag til TV2.

Tidligere har det været meldt ud, at de første doser til danskere kunne blive uddelt i starten af 2021 eller lidt før.

Tirsdagens udmeldingen kommer, efter at Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) har meldt ud, at der tages stilling til Pfizer og BioNTechs coronavaccine på et ekstraordinært møde 21. december.

Tidligere var det meldingen, at der senest skulle tage stilling til vaccinen 29. december.

– Forhåbentlig kan vaccinen komme i brug i Danmark i år – det vil sige i nogle af helligdagene omkring jul, siger Heunicke til TV2.

Mødet er blevet rykket frem, efter at EMA har modtaget yderligere data fra selskaberne bag vaccinen.

Når der i EMA-regi er taget stilling til, om det kan anbefales, at vaccinen bliver betinget godkendt, skal det vedtages af EU-Kommissionen.

Det er dog forventningen, at det sker hurtigt, så den – hvis den godkendes – kan tages i brug i medlemslandene inden for få dage.

/ritzau/