Så er der igen ensretning omkring Søerne i København

Som følge af højt smittetal og nye coronarestriktioner bliver ensretning for gående omkring Peblinge Sø og Sortedams Sø i det indre København genindført.

Det skriver Københavns Kommune i en pressemeddelelse.

Ensretningen kommer også til at gælde for volden på Christianshavn.

Dermed bliver det en smule lettere at holde den nødvendige afstand til andre.

Det fortæller Jakob Hjuler Tamsmark, enhedschef i kommunen, i meddelelsen.

– Københavnerne elsker at bruge byen, og både volden og søerne er populære steder at gå ture.

– Derfor genindfører vi ensretningen disse steder, da det henover sommeren viste sig at være et brugbart tiltag, som gjorde det lettere at holde afstand og dermed mindske smitterisikoen, siger Jakob Hjuler Tamsmark.

Tilbage i marts indførte kommunen også ensretning omkring Peblinge Sø, Sortedams Sø og Sankt Jørgens Sø i København.

Det blev dog ophævet i efteråret, og er altså nu blevet genindført for Peblinge og Sortedams Sø.

/ritzau/