Filmen “Druk” vinder tre statuetter ved europæisk Oscar

Der er stor hæder til Thomas Vinterberg og filmen “Druk” ved årets European Film Awards, der anses som det europæiske svar på oscar-uddelingen.

Thomas Vinterberg har ved lørdagens prisuddelingen vundet statuetten for Bedste Europæiske Instruktør.

Han har også sammen med Tobias Lindholm vundet prisen for Bedste Europæiske Manuskript. Og det stopper ikke der.

Mads Mikkelsen har samtidig vundet i kategorien Bedste Europæiske Skuespiller. Han spiller rollen som gymnasielæren Martin i “Druk”.

Sammen med tre kolleger afprøver han i filmen den norske psykiater Finn Skårderuds teori om, at mennesket er født med en halv promille for lidt – den halve promille, der afholder en fra at give sig 100 procent.

Mads Mikkelsen spiller hovedrollen og er flankeret af Lars Ranthe, Magnus Millang og Thomas Bo Larsen.

Thomas Vinterberg er overrasket over at have vundet prisen for bedste instruktør. Det siger han til Ritzau, kort efter at han har vundet statuetten.

– Det kan jeg ikke forstå. De er rigtig dygtige, dem jeg er oppe imod. Det kommer reelt bag på mig. Jeg er meget glad for det og rigtig stolt, siger han.

Der er mulighed for yderligere hæder til holdet bag “Druk”. Filmen er nemlig også nomineret for Bedste Europæiske Film. Den mangler fortsat at blive uddelt.

“Druk” kan også ende med at finde vej til næste års oscarprisuddeling, der afholdes 25. april. Den danske oscarkomité har indstillet filmen som det danske bud på en oscarnominering til prisen “Bedste Internationale Film”.

Fra den 1. december vurderer oscarakademiet de indstillede film, hvorefter der den 9. februar annonceres en shortlist på ti film. Den 15. marts bliver de fem oscarnomineringer udmeldt.

European Film Awards afholdes én gang om året. Statuetterne uddeles af European Film Academy, der er en sammenslutning af europæiske filmskabere og -professionelle.

Grundet coronapandemien afholdes årets uddeling, der er nummer 33 af slagsen, virtuelt fra European Academys hovedsæde i Berlin.

/ritzau/