Minkgrave kan allerede have forurenet grundvandet

Der er risiko for, at væske fra de millioner af nedgravede mink i Kølvrå ved Viborg og Bovtrup ved Holstebro allerede har forurenet grundvandet i områderne.

Det viser en rapport, som De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (Geus) og Danmarks Teknologiske Institut har lavet for Miljøstyrelsen. En rapport, som Radio4 er i besiddelse af.

Miljøstyrelsen bestilte rapporten 23. november og modtog den 4. december.

Ifølge statsgeolog og afdelingschef i Geus Claus Kjøller, der er en af forskerne bag rapporten, er risikoen for forurening overhængende.

– Under en række antagelser kan det øverste grundvand allerede være blevet forurenet, siger han til Radio4.

Claus Kjøller siger, at der skal laves konkrete målinger ved og under minkgravene, før man med sikkerhed kan sige, om der siver forurenende stoffer ned i grundvandet.

Rapporten opfordrer myndighederne til straks at igangsætte disse målinger.

En anden central anbefaling i rapporten lyder ifølge Radio4, at der hurtigst muligt skal laves tag over minkgravene. Det skal gøres for at undgå, at regn fremskynder nedsivning af de skadelige stoffer til grundvandet.

Hos Danske Vandværker, der er brancheorganisation for landets vandforsyninger, vækker rapporten vrede.

– Det er dybt bekymrende, og det bekræfter jo, at når vi har rejst de spørgsmål, vi har, så har der været grund til det, siger formand Susan Münster til Radio4.

Det er blandt andet den ene minkgrav ved Kølvrå i Viborg Kommune, der er placeret meget tæt på det lokale vandværk.

Miljøstyrelsen oplyste i en pressemeddelelse onsdag, at styrelsen er i fuld gang med at undersøge området omkring de nedgravede mink.

Der er indtil videre lavet geofysiske undersøgelser ved både Kølvrå og Bovtrup, og der er udført boringer, hvor der er udtaget jord- og grundvandsprøver.

Styrelsen oplyser, at formålet med de nuværende undersøgelser er at få kortlagt miljøtilstanden i området, inden der sker en eventuel miljøpåvirkning fra de nedgravede mink.

Miljøstyrelsen oplyser til Radio4, at der endnu ikke er truffet en beslutning om at bygge tag over minkgravene.

/ritzau/