Der har været under syv minutters sol om dagen i december

December er normalt årets mest solfattige måned, men i år er den ekstra grå.

Solen har blot været fremme i en time i alt indtil videre, og det svarer til sølle syv minutters solskin om dagen.

Det viser data fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), fortæller vagthavende meteorolog Jesper Eriksen.

– Det er simpelthen nogle svage fronter med skyer, der har parkeret sig og trukket håndbremsen over Danmark. Det er bare et uheldigt spil i lotteriet, kan man sige.

Både øst og vest for Danmark er der områder med klart vejr, så det er langtfra generelt i Europa, at der mangler solskin, oplyser Jesper Eriksen.

Håndbremsen bliver tilsyneladende ikke sluppet igen den kommende uge, der også står i skyernes tegn.

– I vores udsigt for de næste syv dage nævner vi ikke sol nogen dage, men man kan jo blive positivt overrasket med lidt huller til solen hist og her.

– Men generelt er det syv grå dage, der venter forude. De kommer ikke til at trække meget op i statistikken, siger den vagthavende meteorolog.

Rekorden for færrest soltimer blev sat i december 1959, hvor solen viste sig i otte timer i løbet af de 31 dage.

Hvorvidt det når så vidt i år, er endnu ikke til at sige.

– Vi har endnu ikke noget klart bud på, om der kommer mere sol eller ej, siger Jesper Eriksen.

/ritzau/