Antal nye smittede med covid-19 når ny rekord

Der er registreret 1745 nye coronatilfælde i Danmark siden lørdag.

Det viser en opgørelse fra Statens Serum Institut (SSI).

Det er det højeste antal personer, der er registreret smittet i løbet af 24 timer siden epidemiens begyndelse.

Der hører dog med til historien, at der nu foretages langt flere test, end det var tilfældet tidligere under epidemien.

SSI har anslået, at antallet af dagligt smittede ville have været på 2000-3000, hvis man havde testet i samme omfang, da epidemien toppede i april.

Det seneste døgn er der kommet svar på 72.831 prøver. Dermed er 2,4 procent af testene det seneste døgn positive.

Det er sjette dag i træk, at den såkaldte positivprocent er over to procent.

Smittetallene kan godt give anledning til at indføre flere coronarestriktioner inden juleaften.

Det siger Hans Jørn Kolmos, der er professor i klinisk mikrobiologi ved Syddansk Universitet.

– Jeg ser selvfølgelig på udviklingen med en vis bekymring. For det går jo den gale vej.

– Vi skal nok kigge på, om der er behov for at foretage nogle ekstra opbremsninger her før jul. Så vi ikke går ind i julen med højt smittetal, siger han.

Hans Jørn Kolmos peger dels på, at man kan sende unge mennesker hjem fra skole resten af december og lade dem fjernundervise.

– Og så kan se man se på, om restaurationsbranchen har brug for ekstra justeringer, siger han.

Yderligere syv personer med covid-19 er døde.

Antallet af indlagte med covid-19 stiger med 23 til 302. Heraf ligger 42 på intensiv afdeling, og 26 patienter er i respirator.

Det hidtil højeste antal nysmittede på 24 timer blev registreret torsdag med 1605 nye tilfælde af coronavirus i Danmark.

Fra fredag til lørdag blev der registreret 2115 nye smittetilfælde. Men denne opgørelse omfattede prøvesvar fra mere end et døgn og kan derfor ikke sammenlignes direkte med tallene fra andre dage.

/ritzau/