Anmelderrost Thomas Jensen-film er blevet solgt til USA

Den danske filminstruktør Anders Thomas Jensens seneste film, “Retfærdighedens ryttere”, er blevet solgt til amerikansk distribution.

Det skriver underholdningsmediet Variety torsdag.

Ifølge Variety har filmdistributøren Magnet Releasing sikret sig de amerikanske rettigheder til filmen. Magnet Releasing er en underafdeling af filmdistributionsselskabet Magnolia Pictures.

Selskabet planlægger at udgive filmen i USA til foråret under navnet “Riders of Justice”.

– Mads Mikkelsen er fortryllende i sin rolle som en hævngerrig engel. Anders Thomas Jensen har leveret et friskt bud på hævn-thriller-genren, siger direktør for Magnolia Pictures Eamonn Bowles til Variety.

Anders Thomas Jensen siger til mediet, at han er meget tilfreds med salget.

– Jeg er meget glad for, at “Retfærdighedens ryttere” skal udgives i USA, og jeg ser meget frem til samarbejdet med Magnolia.

– Ud af alle mine film er det her den, jeg har haft det sjovest med at lave. Forhåbentlig vil det amerikanske publikum nyde den, siger han.

/ritzau/