20 mobile teststationer skal hjælpe med massetest af unge

For at kunne teste flest muligt unge i hovedstadsområdet den næste tid vil der køre mobile teststationer rundt mellem 17 forskellige kommuner.

De mobile teststationer skal gøre det muligt at kunne teste de op mod 200.000 unge, der er målet frem mod jul.

Det siger Lars Falk Jensen, vicedirektør i Region Hovedstadens Akutberedskab, der er med til at koordinere den målrettede massetest.

Han forklarer, at der lige nu bliver testet omkring 25.000 personer om dagen i Region Hovedstaden. For at nå målet om at teste alle unge mellem 15 og 25 år inden jul skal der lægges et sted mellem 8000 og 10.000 test på om dagen.

Og det er her, at de mobile teststationer kommer ind i billedet.

Region Hovedstaden ligger nemlig ikke inde med nok mobile testenheder, til at målet skal kunne nås.

Derfor har man efterspurgt hjælp fra de andre regioner.

– Vi har rakt hånden frem for at få hjælp fra de andre regioner, for vi har slet ikke nok mobile enheder til at lave alle de pop up-centre, som vi skal.

– Vi har fået positive tilbagemeldinger fra alle regioner, om at de vil stille biler til rådighed til at hjælpe med de mange test, siger Lars Falk Jensen.

Håbet er, at hver region sender to biler og otte personer til at foretage podninger, mens Region Hovedstaden selv stiller med 12 kørende enheder.

Karavanen af biler og podere kommer rundt i alle 17 kommuner i perioden frem til 18. december, som testindsatsen er sat til at vare til.

Lars Falk Jensen forklarer, at der er håb om, at der den næste tid kan køre op mod 140.000 test igennem de mobile enheder, og at de sidste 60.000 ud af de i alt 200.000 test kan foretages i de faste testcentre.

Hvor der ikke vil være behov for at booke tid til test i de mobile teststationer, så vil det fortsat være nødvendigt i de faste testcentre.

Den næste tids målrettede testindsats blev annonceret tirsdag af regeringen. Det er stigende smitte blandt særligt unge i hovedstadsområdet, der ligger til grund for indsatsen.

/ritzau/