Yderligere 1273 bekræftede coronatilfælde i Danmark

Endnu 1273 personer er bekræftet smittet med covid-19. Det viser lørdagens smittetal fra Statens Serum Institut (SSI).

I ugens løb er der dagligt registreret mellem 1195 og 1297 nye smittetilfælde.

Der er i alt 237 personer indlagt med covid-19 på de danske hospitaler. Det er syv færre end fredag – og 30 færre end mandag. Af de 237 er de 27 nye indlagte siden fredag.

Lørdag er i alt 40 af patienterne indlagt på en af landets intensivafdelinger. 21 af dem er tilkoblet en respirator.

Der er sket yderligere tre dødsfald blandt coronapatienter. I alt 781 smittet med covid-19 er nu afgået ved døden i Danmark.

/ritzau/