Professor: Fornuftigt at forlænge forsamlingsforbuddet

Det er en fornuftigt beslutning at forlænge forsamlingsforbuddet på ti personer til 13. december, som regeringen har valgt at gøre fredag.

Det mener Hans Jørn Kolmos, der er professor i klinisk mikrobiologi ved Syddansk Universitet.

– Jeg tror desværre, det er nødvendigt. Vi ser nogle tal, hvor vi ligger på et stabilt højt niveau. De bevæger sig ikke med sikkerhed op eller ned, siger han.

Han mener omvendt ikke, at man bør stramme coronarestriktionerne, da det kan fremprovokere en trodsreaktion i befolkningen.

– Man kunne godt være fristet til at gøre endnu mere, men spørgsmålet er, hvad det skulle være.

– Vi kan konstatere, at befolkningen er noget coronatræt, så jeg vil hellere sikre mig, at vi får overholdt det, vi faktisk har sat i værk.

– Hvis der er for mange, der ikke tager forbuddene alvorligt, så kan vi stramme nok så meget, siger Hans Jørn Kolmos.

Han bliver bakket op af Kristian Iversen, der er professor og overlæge ved Københavns Universitet og Herlev-Gentofte Hospital.

– Det er svært at se nogen udvikling i smitten, der gør, at vi skal løsne op for restriktionerne.

– Jeg synes, alt taler for, at man holder fast i den nuværende strategi, siger Kristian Iversen.

Overlægen ser heller ikke et tilpas hårdt pres på sundhedsvæsenet lige nu til at restriktionerne strammes yderligere.

Han gør opmærksom på, at smitten kan tage til den kommende tid.

– Det er klart, at vi går koldere og koldere tider i møde. Man kan ikke udelukke, at der kommer en stigning i smitten de næste uger og måneder, siger Kristian Iversen.

Andre forbud mod forsamlinger forlænges også til 13. december.

Det betyder, at der er et maksimum på 50 personer ved udendørs begravelser og bisættelser.

Der er fortsat også en anbefaling om maksimum ti personer i private hjem og en anbefaling om maksimum at ses med ti personer.

/ritzau/