For fjerde dag i træk har Danmark over 1200 nye smittetilfælde

Der er registreret 1257 nye smittetilfælde med coronavirus i Danmark det seneste døgn. Det oplyser Statens Serum Institut (SSI).

Det er fjerde dag i træk, at der er over 1200 smittetilfælde på én dag.

Det seneste døgns tilfælde er fundet blandt 73.876 prøver, og dermed er 1,7 procent af prøverne positive. Det er nogenlunde på niveau med tallet tidligere i denne uge.

Smitten er spredt ud over hele landet, men der er i øjeblikket mest smitte i en række kommuner omkring København.

Det gælder Albertslund, Brøndby, Ishøj, Herlev og Lyngby-Taarbæk, men lige efter følger de vestjyske kommuner Holstebro, Varde og Struer.

Antallet af indlæggelser med coronasmittede på landets sygehuse er faldet med 11 til 244, men set over den seneste måned er tallet fordoblet.

Af de indlagte er 39 på intensiv, og 19 af dem er så syge, at de har brug for en respirator til at trække vejret.

Der er dog stadigvæk et stykke op til niveauet i foråret, hvor mere end 500 coronasmittede var indlagt på landets sygehuse.

Der er registreret fem nye dødsfald. Dermed har 778 mistet livet med virusset siden det første dødsfald i starten af marts.

/ritzau/