Udenrigsministeriet fraråder fortsat rejser til hele verden

Udenrigsministeriet fraråder fortsat alle ikke-nødvendige rejser ud af Danmark.

Det oplyser ministeriet i sin ugentlige opdatering af rejsevejledningerne, der er offentliggjort torsdag. Dermed er billedet uændret i forhold til de sidste to uger.

I løbet af sommeren var der åbent for rejser til en lang række lande i Europa, men i løbet af efteråret har stigende smitte og restriktioner på indrejse betydet, at rejsevejledningerne er gået mod at fraråde rejser til alle lande.

De danske myndigheder fraråder rejser til lande, hvor der er flere end 30 nye smittetilfælde om ugen per 100.000 indbyggere, eller hvis der er indrejserestriktioner – for eksempel krav om karantæne ved ankomst.

Eneste undtagelser er Færøerne og Grønland, hvor Udenrigsministeriet ikke udarbejder rejsevejledninger, da de er en del af rigsfællesskabet.

Rejser til de to lande frarådes ikke, men der er restriktioner for at komme ind.

På Færøerne skal man testes ved ankomst og gå i isolation, til svaret er klar, mens man på Grønland skal gå i karantæne efter ankomst, indtil man efter fem dage skal tage en test.

Ikke-nødvendige rejser kan for eksempel være ferier. Rejsevejledningerne fra Udenrigsministeriet er kun anbefalinger. Det er dermed ikke ulovligt, hvis man ikke følger dem.

Hvis man rejser til et land, hvor der frarådes rejser, er opfordringen fra myndighederne at gå 14 dage i isolation, når man kommer hjem.

Udenrigsministeriet er på trapperne med en ny model for rejsevejledninger. Fra starten af december vil modellen være baseret på smitten på regionalt niveau og ikke længere landebasis.

Den nye model vil gælde for EU, Schengen og Storbritannien. Det er en model, som rejsebranchen har efterspurgt gennem hele coronaudbruddet.

/ritzau/