Seruminstitut: Cluster 5 er med stor sandsynlighed døet ud

Der er ikke fundet yderligere tilfælde i Nordjylland med coronamutationen cluster 5 siden den 15. september.

Derfor vurderer Statens Serum Institut (SSI), at denne variant med stor sandsynlighed er døet ud.

Det oplyser Sundheds- og Ældreministeriet i en pressemeddelelse.

Sundhedsmyndighederne har lagt vægt på dette, i deres anbefaling af at de fleste restriktioner i syv nordjyske kommuner kan lempes.

Den anbefaling valgte regeringen at følge torsdag, hvor berørte nordjyder nu ikke længere frarådes at rejse på tværs af landet.

Den 13. november meddelte Statens Serum Institut også i et notat, at der ikke er fundet flere tilfælde af cluster 5 siden den 15. september.

Cluster 5-mutationen er blevet påvist på fem minkfarme i Region Nordjylland i september og oktober, hvor alle mink er aflivet nu.

Samtidig blev cluster 5 fundet i 12 personer.

Men der er altså ikke fundet yderligere personer med virusmutationen, der ifølge SSI potentielt kunne hæmme effekten af fremtidige vacciner.

/ritzau/