Næste års melodigrandprix kan blive på bånd

Deltagere, der er forhindret i at deltage fysisk ved det internationale melodigrandprix Eurovision 2021 på grund af corona, kan i stedet sende en optagelse med deres optræden.

På den måde sikrer man, at alle lande kan konkurrere til det internationale Melodi Grand Prix, skriver European Broadcasting Union, EBU på sin hjemmeside.

Tidligere på året annoncerede EBU at det internationale Melodi Grand Prix 2021 skal afholdes lige meget hvad.

Onsdag løfter arrangørerne sløret for, hvordan det kommer til at ske.

Optagelsen skal laves i et studie og må ikke vises til offentligheden før konkurrencen.

Den vil blive afspillet på det tidspunkt i showet, hvor en deltager egentlig skulle optræde live.

I stedet for et strengt optagelsesformat, opfordrer arrangørerne til frihed og kreativitet, når optagelsen skal i hus.

Dog må optagelsen ikke indeholde virtuel reality, droneskud, konfetti, green screen-effekter eller vand.

Eurovision Song Contest 2021 bliver afholdt i maj i Rotterdam.

/ritzau/