Toldere har beslaglagt over et halvt ton fyrværkeri i år

Danske toldere har foreløbig beslaglagt 595 kilo ulovligt importeret fyrværkeri i 2020.

Det oplyser Toldstyrelsen i en pressemeddelelse.

Blandt det beslagte fyrværkeri er kanonslag, batterier, knaldfyrværkeri, røggranater, romerlys og nødraketter.

De knap 600 kilo er en markant stigning i forhold til de seneste tre år.

Her blev der set over hele året beslaglagt henholdsvis 386, 321 og 360 kilo ulovligt fyrværkeri.

Det beslaglagte fyrværkeri i år er fordelt på 54 sager fra 1. januar til 3. november. I 2019 var de 360 kilo fordelt på 59 sager.

Stigningen skyldes især, at flere bestiller fyrværkeri fra udenlandske hjemmesider, og det er derfor ikke enkeltsager, der trækker statistikken op.

– Generelt ser vi mere fyrværkeri, men vi ser også en udvikling i, at der kommer fyrværkeri ind i post og pakker, siger Henrik Pagh Kold, kontorchef i Toldstyrelsen.

Derfor advarer Toldstyrelsen specifikt mod at importere fyrværkeri fra udenlandske hjemmesider.

– Danskere, der køber fyrværkeri på nettet, er ofte ikke opmærksomme på, at det kommer fra udlandet, selv om netbutikken udgiver sig for at være dansk, lyder det i pressemeddelelsen.

Det er i Danmark hverken lovligt at bestille fyrværkeri fra udlandet på nettet eller tage det med over grænsen fra udlandet som privatperson.

Henrik Pagh Kold fortæller, at der siden den 3. november, hvor opgørelsen er afsluttet, allerede har været flere nye sager. Tallet vil derfor vil blive større, inden året er omme.

Ulovligt importeret fyrværkeri overdrages til politiet og kan resultere i en bødestraf.

I Danmark må man først købe fyrværkeri fra 15. december og frem til 31. december.

Fyrværkeriet må dog kun blive affyret mellem 27. december og 1. januar.

/ritzau/