Elever vil have obligatorisk seksualundervisning på uddannelser

I dag er seksualundervisning ikke en obligatorisk del af den undervisning, unge tilbydes på ungdomsuddannelserne stx, hf, hhx og htx.

Men det bør det blive, lyder opfordringen fra elevorganisationer. Det skriver Jyllands-Posten.

Både Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS) og Landssammenslutningen for Handelsskoleelever mener, at det vil være en god idé at afsætte obligatoriske moduler på grundforløbet til seksualundervisning.

De ønsker, at undervisningen skal få eleverne til at reflektere over både egne og andres grænser. Og de håber, at det kan være med til at skabe en bedre kultur med færre seksuelle krænkelser både på skolerne og fremover.

– Jeg håber, at vores generation vil gå forrest i den her kulturændring, og at seksualundervisning er et skridt i den rigtige retning, som kan sørge for, at vi fremover behandler hinanden bedre og mere respektfuldt end i dag, siger Ingrid Kjærgaard, formand for DGS, til Jyllands-Posten.

Organisationen Sex og Samfund skriver på sin hjemmeside, at “der er behov for undervisning om seksualitet, køn, krop, rettigheder og seksuel sundhed på alle ungdomsuddannelser”.

– Det er i ungdomsårene, at de fleste gør sig deres første seksuelle erfaringer. Det er også i disse år, at risikoen for at blive smittet med en sexsygdom er størst.

– Der er et udtalt behov blandt elever for undervisning om seksualitet, køn, krop, rettigheder og seksuel sundhed på ungdomsuddannelser, skriver organisationen på sin hjemmeside.

/ritzau/