Tæt på ni millioner mink i coronaområder er nu aflivet

Der er nu aflivet 8,8 millioner mink på coronaramte farme og farme, der ligger inden for en radius af 7,8 kilometer af en smittet besætning.

Det viser de seneste tal fra Fødevarestyrelsen.

Inden aflivningerne begyndte, var der 10,3 millioner mink på farmene. Det svarer til, at 85 procent af dem nu er blevet aflivet.

Det blev i oktober besluttet, at også mink uden for en sikkerhedsafstand af coronasmittede besætninger skulle aflives.

Beslutningen om at aflive alle mink kom, efter at coronavirus i løbet af sommeren havde spredt sig på flere af landets minkfarme.

I efteråret accelererede udviklingen, og i starten af november meldte regeringen ud, at alle mink i Danmark skal aflives.

Hvordan det går med aflivning af mink på farme uden coronasmitte, og som ligger uden for sikkerhedsgrænsen, oplyser Fødevarestyrelsen ikke.

Før aflivningerne begyndte, var der omtrent 14 millioner mink i Danmark.

Beslutningen om at aflive alle mink skyldtes, at coronavirus var muteret blandt mink, og mutationen havde spredt sig til mennesker.

Frygten var, at mutationen kunne bringe en coronavaccine i fare. Derfor er der også blevet indført skærpede restriktioner i kommuner med mange minkavlere.

Siden er det dog kommet frem, at ordren om at aflive alle mink var ulovlig, da den kræver en lovhjemmel. Og sådan en har et flertal i Folketinget endnu ikke vedtaget.

Fødevareminister Mogens Jensen (S) har over flere dage fastholdt, at han først efter ordren var meldt ud, blev klar over, at der manglede lovhjemmel til beslutningen.

Der er ifølge Fødevarestyrelsen omkring 1150 minkfarme i Danmark. Af dem er der fundet coronasmitte på 279 – svarende til hver fjerde.

Det fremgår ikke af styrelsens hjemmeside, hvor mange besætninger der ligger inden for sikkerhedsgrænsen fra en smittet farm.

/ritzau/