Restriktioner tæt på halverer rejser til og fra minkkommuner

Der er lagt en dæmper på trafikken over kommunegrænserne i syv nordjyske kommuner, hvor der er indført særlige coronarestriktioner.

Mandag 9. november rejste 44 procent færre – eller knap halvt så mange – ind og ud af kommunerne som mandag 2. november.

Det viser en udregning lavet af teleselskabet 3.

I den mellemliggende uge blev der indført særlige restriktioner i syv kommuner med mange minkavlere.

Blandt andet blev borgerne i kommunerne kraftigt opfordret til ikke at krydse kommunegrænserne.

Udregningen er lavet ud fra, hvordan brugerne af 3’s netværk i de syv kommuner har bevæget sig.

Ud fra den data er der estimeret et tal for den samlede mængde mennesker.

Den data, 3 har brugt, er anonymiseret. Den kan altså ikke kobles til enkelte personer, oplyser teleselskabet.

/ritzau/