Lægemiddelstyrelsen: Vaccine kan være godkendt inden april

I første kvartal af 2021 er det sandsynligt, at det er i Danmark er godkendt en vaccine mod coronavirus.

Det vurderer Lægemiddelstyrelsens direktør, Thomas Senderovitz, efter den seneste tids lovende testresultater fra vaccineproducenter.

Senest er det amerikanske Moderna, som i foreløbige testresultater har kunnet fortælle om en effekt på knap 95 procent.

– Men hvornår vi kan gå i gang med at vaccinere, det er endnu for tidligt at sige, siger direktøren.

I sidste uge kunne ligeledes amerikanske Pfizer fortælle, at foreløbige testresultater af deres vaccine viste en effekt på 90 procent.

De to studiers effekt kan dog ikke sammenlignes, påpeger Thomas Senderovitz.

Det skyldes, at det er midlertidig data, og at forskellen i effekten af lægemidler kun kan påvises i studier, hvor de direkte sammenlignes.

– Derfor ser det ud som om, at de ligger på samme niveau ud fra de her meget foreløbige resultater.

– Det ser meget fornuftigt ud for begge vacciner, lyder det fra direktøren.

/ritzau/