31 smittede på sygehus: Patienter flyttes til andre hospitaler

På medicinsk sengeafsnit på Regionshospitalet i Horsens er 31 ansatte blevet testet positiv for coronavirus.

Det skriver TV2 Østjylland lørdag.

De smittede er alle ansat på en afdeling, hvor der behandles patienter, der er indlagt med coronavirus. Og netop nu stiger antallet af indlagte.

Derfor ser regionshospitalet sig nødsaget til at sende coronapatienter til andre hospitaler.

– Vi er enormt kede af at skulle have hjælp fra andre afdelinger og hospitaler. Vi har jo flere smittede og indlagte end nogensinde før, så det var nu, at vi skulle løfte opgaven, og det ærgrer mig meget, at det ikke kunne lykkes, siger lægefaglig direktør Nils Falk Bjerregaard til TV2 Østjylland.

– Det er jo en stor ulempe for patienter og pårørende at skulle til et hospital længere væk.

Hospitalet har desuden hentet medarbejdere ind fra andre afdelinger for at lukke de huller i vagtplanen, der er kommet som følge af de smittede ansatte.

Patienter, der har været i nær kontakt med en smittet medarbejder, vil blive kontaktet direkte af hospitalet.

/ritzau/