Sundhedsstyrelsen fraråder lyntest ved coronasymptomer

En lyntest for coronavirus – også kaldet antigen-test – bør ikke bruges til at teste personer med coronasymptomer.

Sådan lyder det i en anbefaling fra Sundhedsstyrelsen, efter at en ekspertgruppe har kigget på effekten for testene.

Konklusionen, der kom frem onsdag, var, at lyntestene er langt mindre følsomme end de PCR-test, der bruges i sundhedsvæsenet.

– Antigentests giver kun det korrekte svar i omkring 50 procent af tilfældene.

– Derfor fraråder vi, at man bruger dem, hvis man har symptomer, eller hvis man har været i kontakt med en, der er smittet, siger vicedirektør Helene Probst i en pressemeddelelse fredag.

Også nære kontakter til smittede frarådes at bruge lyntestene.

Når brugen nu frarådes, skyldes det, at borgere kan tro, de ikke er smittede, men så viser sig at være det.

– Det kan få meget store konsekvenser for smittespredningen i samfundet og for vores kontrol med epidemien, lyder det fra Helene Probst.

Selv om testene nu frarådes, kan de dog på sigt bruges som et supplement i visse situationer, mener ekspertgruppen.

På et kommende møde vil en arbejdsgruppe se på, i hvilke sammenhæng det kan anvendes, lyder det i meddelelsen.

/ritzau/