Nu har mindst én procent af Danmarks befolkning haft corona

Der er det seneste døgn registreret 1037 nye coronatilfælde.

Det oplyser Statens Serum Institut.

I fredagens opgørelse kan man også se, at Danmark nu har registreret i alt 60.000 coronatilfælde.

Dermed har én procent af befolkningen nu været konstateret smittet med coronavirus.

Den første dansker blev konstateret smittet med covid-19 27. februar.

Antallet af indlagte falder med tre personer. Der er i alt 236 coronapatienter indlagt på danske sygehuse.

At indlæggelsestallet falder efter at være steget i en længere periode, kan ses som et tegn på, at restriktionerne begynder at virke.

Det vurderer Thomas Benfield, overlæge og professor på Infektionsmedicinsk Afdeling på Hvidovre Hospital.

– Indlæggelsestallet er et af de mere positive signaler. Det er en meget stabil markør for udviklingen, og endelig ses det, at den flader af, efter vi har set en stigning de sidste to måneder.

– Det falder meget godt i tråd med, at restriktionerne er lidt over to uger gamle, siger Thomas Benfield.

Der er yderligere ét coronarelateret dødsfald, og det bringer det samlede antal personer, der er døde med covid-19, op på 756.

Det seneste døgn er der kommet svar på 71.073 prøver, hvoraf 1037 altså er positive.

Det svarer til, at 1,5 procent af testene har været positive med covid-19.

Den såkaldte positivprocent har de seneste dage stabiliseret sig på dette niveau mellem 1,3 og 1,5.

Eksperter har udlagt det som et positivt tegn på, at epidemien er aftagende.

Den vurdering deler Thomas Benfield, der tror, at vi på baggrund af restriktionerne kan begynde at se lidt faldende smittetal.

– Jeg tror faktisk, at smittetallet vil falde en smule, så antallet af positive per dag bliver lidt mindre. Et sted mellem 500 og 1000 er et meget godt bud.

– Effekten af restriktionerne er først ved at slå igennem, så den fulde effekt kender vi nok først om en uge eller to. Det vil så blive meget retvisende for, hvad vi har i vente, siger Thomas Benfield.

Da det såkaldte kontakttal blev offentliggjort tirsdag, var det også faldet til 0,9.

Det betyder, at ti coronasmittede giver smitten videre til ni andre.

Det er et andet tegn på, at epidemien er på retur.

/ritzau/