For mange psykisk syge bliver udsat for tvang

Der er stadig for mange, der bliver udsat for tvang i psykiatrien, konkluderer Sundhedsstyrelsen på baggrund af en ny rapport.

Den viser, at der er sket en stigning i antallet af voksne, der udsættes for tvang.

Det er lykkedes at nedbringe brug af bæltefikseringer. Men der er samtidig sket en stigning i antallet af personer, der fastholdes, får akut beroligende medicin og tvangsbehandles og indlægges ved brug af tvang.

– Det er en meget bekymrende udvikling, siger vicedirektør Helene Probst, Sundhedsstyrelsen, i en pressemeddelelse.

I 2014 blev det aftalt, at regionerne, der står for de psykiatriske hospitaler, skulle halvere anvendelsen af tvang i 2020.

Men indsatsen for at nedbringe brugen af tvang har ikke været tilstrækkelig, mener vicedirektøren.

– Mange har arbejdet hårdt for at nedbringe brugen af tvang. Men vi er nødt til at erkende, at det slet, slet ikke er tilstrækkeligt.

– Det er helt nødvendigt, at alle fortsætter med at have fokus på at nedbringe anvendelsen af tvang på alle niveauer, siger Helene Probst.

I landsforeningen Bedre Psykiatri er formanden, Mads Engholm, ærgerlig over udviklingen.

– Brug af tvang er i mange tilfælde traumatiserende. Både over for patienten, det går ud over, men også det personale, der skal udøve det.

Han mener, at brugen af tvang er udbredt, fordi der mangler hænder og midler i psykiatrien.

Derfor ender løsningen nogle gange med at blive et tvangsindgreb i stedet for et mindre indgribende middel, lyder det fra landsformanden.

Mads Engholm opfordrer regeringen til at tilføre flere midler til området i en kommende ti års-plan for psykiatrien.

I Danske Regioner forsikrer man, at der gøres en stor indsats for at nedsætte brugen af tvang.

– Jeg er glad for, at vi er meget tæt på mål, når det handler om bæltefikseringer.

– Det vidner om, at den store indsats fra medarbejderne ude på afdelingerne bærer frugt.

– Og jeg kan garantere, at vi fortsat vil sætte alle kræfter ind for at nedbringe tvang, siger psykiatri- og socialudvalgsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) i en kommentar.

/ritzau/