Storbritannien forlænger dansk indrejseforbud to uger

Storbritannien forlænger indrejseforbuddet for personer i Danmark med 14 dage.

Det oplyser transportminister Grant Shapps på det sociale medie Twitter. Undtaget er britiske statsborgere og personer med fast bopæl i Storbritannien.

Rejseforbuddet skyldes en muteret variation af coronavirus, der er fundet i danske mink, og som har spredt sig til 12 mennesker i Danmark.

Cluster 5 hedder varianten, og den kan ifølge danske myndigheder svække en kommende vaccine for coronavirus.

Et indrejseforbud fra Danmark til Storbritannien har været gældende siden i lørdags, den 8. november. Her lød det, at man ville tage indrejseforbuddet op til revurdering i løbet af en uge.

Nu er det altså endt ud i en forlængelse.

Lørdag skrev udenrigsminister Jeppe Kofod (S) i en kommentar, at det britiske tiltag er “vidtgående”.

– Jeg finder det britiske tiltag meget vidtgående, og det har jeg også drøftet med min britiske kollega. Det vigtigste er nu, at briterne får information om situationen, og vi stiller vores sundhedseksperter til rådighed, så der er fuld gennemsigtighed, lød det fra Kofod.

/ritzau/