Region Syddanmark skærper krav til fremvisning af negativ test

Hvis man som patient eller besøgende skal fremvise en negativ coronatest for at komme ind på et sygehus i Region Syddanmark, så skal den fremover være fra offentlige testcentre.

Det skriver regionen i en pressemeddelelse.

– Jeg kan godt forstå, at folk gerne vil have et hurtigt svar og derfor får foretaget test i det private. Men vi er simpelthen nødt til at kunne stole på, at resultaterne af testen er korrekte, siger Kurt Espersen, koncerndirektør i Region Syddanmark i pressemeddelelsen.

– Når man skal ind på et sygehus med mange syge mennesker, så er vi nødt til at vide, at testen er god nok.

Det skærpede krav kommer, oven på at en ekspertgruppe onsdag slog fast, at antigen-test – de såkaldte lyntest – kun skal ses som et supplement til PCR-test, som det offentlige benytter.

Man kan nemlig ikke være sikker på, at man ikke er smittet med coronavirus, hvis man tager en antigen-test, lød det fra ekspertgruppen.

Det skyldes, at antigen-test ifølge et fransk studie har en markant lavere følsomhed end PCR-test.

Det er kun i nogle tilfælde, at det er nødvendigt at fremvise en negativ coronatest for at komme ind på Region Syddanmarks sygehuse.

/ritzau/